start på hovedindhold

Opret privat pasningsordning som forældre

Som forældre har du mulighed for at få tilskud til at ansætte en person til at passe dit barn i eget hjem. I har også mulighed for at gå sammen med andre forældre og ansætte en person til at passe jeres børn i fællesskab.

Hvad er en privat pasningsordning oprettet af forældre?

I en privat pasningsordning oprettet af forældrene, er forældrene arbejdsgiver og indgår aftale med en person om pasning i forældrenes hjem.

Man kan få tilskud til pasning i en privat pasningsordning fra barnet er 24 uger og indtil skolestart. Det er altid barnets bopælskommune, der skal udbetale tilskud.

Hvordan opretter jeg en privat pasningsordning til mine børn?

Du skal selv finde den person, du ønsker at ansætte i den private pasningsordning. Herefter skal Viborg Kommune godkende børnepasseren. Børnepasseren skal derfor ansøge i selvbetjeningsløsningen længere nede på siden Ansøg om at blive privat børnepasser i forældres hjem.

En tilsynsførende vil herefter komme på besøg i hjemmet for at tale med dig og den person, du ønsker at ansætte til at passe dine børn.

Der skal altid udarbejdes en pasningsaftale mellem forældrene og børnepasseren. Du finder ”Standard pasningsaftale” nederst på siden under Selvbetjening. Vær opmærksom på, at den skal startes op af forældrene, som udfylder første del og derefter sender den til børnepasseren, som udfylder anden del. Når hele aftalen er udfyldt, modtager forældrene og børnepasseren hver en kopi af den udfyldte pasningsaftale.

Pasningsaftalen skal altid vedhæftes, når forældrene søger om økonomisk tilskud. Vær opmærksom på, at pasningsaftalen består af to dokumenter, som begge skal vedhæftes ansøgningen. Kommunen skal godkende pasningsaftalen, før forældrene kan modtage økonomisk tilskud. Hvis pasningsaftalen ikke kan godkendes, kontakter Pladsanvisningen forældrene.

Forvaltningen skal orienteres om eventuelle ændringer af pasningsaftalen.

Både børnepasseren og pasningsaftalen skal godkendes, før ordningen kan træde i kraft og tilskuddet udbetales. Som af godkendelsen indhenter Viborg kommune straffe- og børneattest på børnepasseren.

Du bliver arbejdsgiver

Når du ansætter en person til at passe dit barn i din egen private pasningsordning, bliver du arbejdsgiver for vedkommende. Det vil sige, at du får ansvaret for indbetaling af ATP, feriepenge og tegning af lovpligtige forsikringer.

Den ansatte skal som udgangspunkt selv sørge for at indbetale B-skat af den udbetalte løn.
I kan hente hjælp hos Skattestyrelsen, som kan rådgive både dig og den ansatte.

Der skal en gang om måneden indsendes en lønkvittering til forvaltningen via nedenstående selvbetjeningsløsning Send lønkvittering for ansat i privat pasningsordning. Lønkvitteringen skal være underskrevet af den ansatte.

Tilskuddet til en privat pasningsordning overføres til ansøgerens (forælderens) Nemkonto, når tilskudsblanketten er godkendt.

Hvad koster en privat pasningsordning?

Forældrene og børnepasseren aftaler børnepasserens løn, som en del af pasningsaftalen.

Forældrene kan søge et månedligt tilskud pr. barn til børnepasserens løn. Tilskuddet kan højst udgøre 75 % af forældrenes dokumenterede udgifter til børnepasseren og maksimalt følgende takster.

Tilskuddet udbetales månedsvis bagud.

Takster 2026

Andel af tilskud

0-2 år (2026)

3-6 år (2026)

Fuldtidsplads

7.176 kr.

4.333 kr.

Deltidsplads

3.588 kr.

2.216 kr.

Søskendetilskud

1.394 kr.

907 kr.

Dit barn betragtes som 3-årig fra den 1. i den måned, dit barn fylder 3 år. 

Tilskud kan som hovedregel ikke gives til forældre, som afholder barselsorlov med det barn, der søges tilskud til. Dog kan der i særlige tilfælde ved individuel vurdering gives tilskud for eksempel ved fødselsdepression, flerlingefødsler. Kontakt i disse tilfælde Pladsanvisningen.

Ved afholdelse af delvis barsel bliver tilskuddet nedsat i forhold til det timetal, du holder barsel for det pågældende barn. 

Der ydes søskendetilskud efter gældende regler, men det er ikke muligt at søge om andre fripladstilskud til private pasningsordninger.

Kontakt

Spørgsmål og svar